Lidt om personerne og tankerne bag Kennel Strandkjær

Vi, Conny og Kalle Andersen, bor i en villa i Struer kun fem minutters gang fra Limfjorden med dejlige stier langs stranden. Det vil ikke være forkert at betegne os som passionerede hundeejere. Vi har haft cavalier i over 25 år.

 

Vi har også haft fornøjelsen i 90'erne ofte at deltage i cavalierdagene, hvor vi fik viden om hjerte-endocardiose. Vi har siden fulgt tilblivelsen af cavaliernes hjerte-endocardiose særdeles aktivt. Akkurat som vi år for år gerne prioriterer Cavalierklubbens mange forskellige aktiviteter og arrangementer.

 

Vi var så begejstrede for vores første cavalier, at vi fik det første hvalpekuld efter tre år. Vi beholdte en hvalp fra kuldet. Lige med ét havde vi derfor to hunde. De blev begge 12-13 år.

 

I dag har vi tre hunde. Siden er der kommet flere hvalpekuld til. Det er stadigvæk både hyggeligt og meget positivt at have med cavalieropdræt at gøre.

 

Hundene er overalt i huset, når vi er hjemme. Vi anvender hundene til udstilling, og ellers er de "bare" sofahunde. Vi er også helårscampister, og her er hundene naturligvis med. Det nyder de i stor stil. Vi slår selvfølgelig vores ”folder” på en hundevenlig campingplads blandt mange hundevenner. På den måde socialiseres hundene også til at omgås mange forskellige mennesker og ikke mindst også andre hunderacer.

 

Kennel Strandkjær er registreret i Dansk Kennel Klub, og Conny har gennemgået DKKs opdrætterkursus i november måned 2010. Vi er medlem af DKK og i Cavalierklubben Danmark.